Til debatten om kommunisme, demokratisk socialisme og socialdemokratisme
I anledning Murens fald i 1989
"Det har sine konsekvenser at "rense" socialismen for dens kommunistiske "ånd", idet perspektivet som beskrevet hos Marx: reetablering "af den individuelle ejendom på grundlag af den kapitalistiske æras landvindinger: kooperationen og fællesejet til jorden og til de gennem selve arbejdet producerede produktionsmidler", ikke kan stilles som en integral del af selve det socialistiske projekt".
"Hvis det er rigtigt, at sandt menneskelige relationer opstår, når mennesker slår sig sammen for at gøre verden mere beboelig så gælder dette også på behovenes område.Sandt menneskelige behov er behov der udvikler såvel individet og verden som menneskeværd. ......... Den reelle, indre differentiering af behovene, kommer således fra, hvorvidt det er muligt at danne og indgå i kooperative strukturer, der tilsigter en langsigtet ophævelse af den givne udleverethed til betingelserne, og at der herindenfor er mulighed for, i en art sikkerhed for sin egen eksistens, at afprøve den subjektive tilfredsstillelsesværdi af spontane handletilskyndelser på baggrund af konkrete handlealternativer. ...... Det "rige" menneske er derfor ikke bare en person, der er rig på behov og deres umiddelbare tilfredsstillelsesmuligheder, men det er et menneskeligt væsen, der frit formidler en totalitet af livsytringer i et samfundsmæssiggørelsesperspektiv""(Kalle) .
Debatten der ikke kan dø
Begrebs- og strukturanalyse af problemet om de menneskelige behov
Findes der et behov for socialisme? del 3
Hvor at starte med det socialistiske problem i 1989?, del 2
Problemet om de menneskelige behov. del 1
Til spørgsmålet om behovenes samfundsmæssige frigørelse,
modsat om deres videre undertrykkelse,
gennem satsningen på immaterielle værdier
Et hjerte der slår - Muren der faldt
Artikler Kalle 1990-91
Saks fra Politiken 08.nov.09 om tilbageblik på Muren der faldt i 1989: Diverse artikler samt Curt Sørensen om kommunisme og facisme, PDF-pakke
Henrik Sass Larsen og Carsten Hansen: "Sandheden om kommunismen er, at den var undertrykkende og indført mod folkets vilje. Det har vi Socialdemokrater aldrig været i tvivl om. Fra kommunistpartiets opståen i Danmark og frem til dets opløsning har Socialdemokraterne kæmpet indædt og målrettet mod kommunister. Der kan ikke sættes en finger på Socialdemokratiets historie i den retning. Der blev afholdt studiekredse", Kronik "Og sejrherren - den demokratiske socialisme". Pol 8.nov.09
Frank Aaen: "Jeg er socialist. Og hvis du vil spørge, om jeg stadig er kommunist, så vil jeg sige, at det er jeg også", Interviev Pol. 8.nov.09
Benitto Scocozza: At sige at kommunismen faldt i 1989, er jo at rode rundt i begreberne. Det var det Sovjetiske systems sammenbrud, og det var et statskapitalistisk foretagende, som intet havde med socialisme eller kommunisme at gøre", Fra Interviewett med Frank Aaen, Pol.8.nov.09
Søren Mørch: "Jeg spørger Søren Mørch om hvad der er Socialdemokratiets grundlæggende problem, og svaret falder ganske promte: "Kommunismens fald. Socialdemokratiets fjende nummer et var Sovjetunionen, og da Sovjet kollapsede, blev Socialdemokratiet til en skygge".Så i virkeligheden lider S meget mere under fjendebillede-manglen end højrefløjen? "Ja. Meget tydeligt. Det er jo ikke kun Helle Thorning, der er rundt på gulvet. Det er alle socialdemokrater i hele Europa. Fordi selve det, de har forholdt sig til, er væk. De har ingen teori længere. Og hvis man vil lave politik, så er man nødt til at have en eller andne form for teoridannelse". Interview "Verden i følge Mørch" Pol.8.nov.09
Citat: "Kan man være socialist efter murens fald?
Bente Hansen, forfatter: Ja det kan man da netop. Det var læangt sværere før, hvor vi aldrig blev spurgt, om vi ville have et samfund som Sovjet", i Kristeligt dagblad
Når kommunismeperspektivet afvises er det dog som om, at socialismen bliver fattigere. Den kan nemlig ikke længere gøre krav på at være alternativet til kapitalismen, idet den går ind på lige fod med liberalismen og konservatismen som et supplement til deres sociale samvittighed, og dermed lader den sig også fint passe defensivt ind til den "gamle klassekamp", den kamp, hvor to strukturelt modstillede grupper - arbejdere og arbejdsgivere, proletarer og liberalister overfor hinanden med konservatister ved statens ror - kæmpede om den nærmere fordeling af merværdien, hvilket også er en kamp der meget er knyttet til den industrielle samlebåndsproduktion med stabile markeder, der kun ændrede sig langsomt (Fordismen).
Det er ingen løsning - hverken af overbevisning eller af taktiske grunde - at nedblænde eller udrense kommunismeperspektivet. Tværtimod må man nærmest sige. Og dette må også betyde, at der er eller må være et andet alternativ. Ikke for at hævde eksistensen af en eller anden "human naturlov", der som en anden Gud kan komme det nødstedte menneske til hjælp, men simpelt hen for at kunne gribe ind i realiteten, en realitet, der er historisk udviklet, hvorfor den også må kunne ændres af den historiske vej. Men alternativet må komme fra sagen selv, ellers er det uvedkommende.
Sagen aktuelt i dette tilfælde er socialismens krise, som denne tidligere er bestemt: på den ene side at søge at overleve ved en pragmatisk-humanistisk satsning under frasigelse sig den kommunistiske idé; på den anden side lader humanismen som virkelig globalitet sig ikke realisere uden det kommunistiske perspektiv. Som en præcisering, fra Wolgang Fritz Haugs arbejde med Marx' teori, af begreberne skal socialisme associeres til begrebet "samfund" og kommunisme med begrebet det "almene" (Kalle i "Findes der et behov for socislisme?)
Hvor den kapitalistiske udvikling af produktivkræfterne, samfundsmæssiggørelsen af arbejdet, kan nå et punkt, hvor de bliver uforenelige med deres kapitalistiske hylster, jvf. Marx 70/I: "Kapitalen", Rhodos, s.1061, så kan selve markedskapitalens virke mao virke som en stadig forlængelse af kapitalismens reproduktion i den grad den evner en stadig produktion af eget betingelsesgrundlag i menneskemassens individuelle subjekter.
Formen hvorunder dette sker er ikke en indre differentiering af behovene, idet dette kræver at subjektet selv kan træde i skranken for sine behov, men det er en homogenisering af selve behovsstrukturen i en art konsummæssig særliggørelse af individualiten, hvortil også status og livsstil som selvstændiggjorte behov hører. Ikke bare instrumentaliseres mennesket, men selve forholdet til medmennesket instrumentaliseres også.
Da kapitalen i ovenstående forstand kun kan virke ved at fremmedgøre mennesket overfor sig selv, må vi overfor kapitalens spaltede menneskesyn derfor sætte det virkelige menneske.
Ud fra dette kan det hævdes, at det ligger i den nuværende form for verdenshistorie at orientere sig mod overtagelsen af de statskapitalistiske magter i det perspektiv, hvor alle mennesker er med som sammenhængende bevægelse. Og det er også det, som nogle New York`er marxister - der for øvrigt er statsligt understøttet i deres sociale arbejde - allerede har formuleret som diktum: hver enkelt må skrive verdenshistorie (Holzman mfl. 86: "History is the Cure", Practice Press.).
Det skal bare huskes, som metodisk og teoretiske ledetråd, at den form, hvorunder der handles selv er såvel del af problemet som løsning herpå. Og her er vi så tilbage til det tidligere problem om, hvad der nærmere karakteriserer den nuværende form. Vi er dog ikke helt tilbage, for med det foregående er der et teoretisk skellet, der kan danne udgangspunkt for nærmere empiriske undersøgelser af klasseforholdene lokalt og regionalt, og for statsforholdene nationalt og internationalt. Og dette som forudsætning for at kunne præcisere sine indgreb i den aktuelle realitet i overensstemmelse med dennes egen udviklingslogik.
Ud fra det foregående er der som sådan ikke noget "marxistisk" nyt. Der er endvidere ikke nogen af Marx` grundlæggende bestemmelser af kapitalismens udvikling, der er draget i tvivl af kapitalismens egen udvikling som verdenshistorisk forhold. Problemet angår derfor mere brugen af de Marx`ske bestemmelser. Og her nok specielt den simple overtagelse af dem til at måle eller bringe orden i de givne empiriske forhold, fremfor at anvende dem kritisk til at trænge frem til de konkrete praktiske udviklingsforhold.
Men hvad stiller man op med de negative erfaringer, som kommunismen i øst har udstillet, og som mange har taget som parallel til nationalsocialismen i Hitler-tyskland. Man stiller vel det op, at det at udvikle kommunismen som en religion, som et lukket system der ikke kan tage kontakt nedad og samfundsmæssigt at arbejde herudfra, netop ikke er dét, der er meningen med socialismen. Og een ting mere: det er netop dét, der adskiller den marxistiske "praksisfilosofi" fra andre filosofier. Det er faktisk dét at opfatte socialismen, som religion - som en isme, blandt andre og overlegen andre - der har miskrediteret kommunismen som praksisform, og som har forhindret at socialismen har kunnet blive sin egen opgave voksen. Grunden til de negative erfaringer med kommunismen, må altså søges i socialismen, og netop dér hvor man givet op overfor at udvikle socialismen som andet end pragmatisk humanisme (jvf. sidste afsnit) eller som sin egen religion, sin egen isme, hvor kommunismen indføres af tankens kraft, og ikke på grundlag af en videnskabelig udvikling af virkeligheden almene grundforhold. Det er altså socialismen som videnskabelig praksis - udvikling af virkelighedens principper ud fra virkeligheden selv (Marx) - der ikke er blevet fastholdt indenfor og af socialismen selv. Dette må nødvendigvis pege hen på et centralt problem i marxismen - at den ikke har vandtætte anti-ideologiske skodder - idet den har kunne bruges som det legitime grundlag for magttænkning. I positiv forstand handler det om, at en indre videnskabelighed må modsvares af en ydre videnskabelig omgang med den givne genstand, lige som en genstands videnskabeliggørelse kun kan finde sted gennem en almen udvikling af genstanden selv - ellers vil der være tale om "gemenitet": en tillempning af sagen med argumenter og midler der er sagen fremmed, hvad der som effekt fremmedgør sagen fra det menneskelige fællesskabs omgang hermed.
Socialismens problem er, på ovenstående grund, at den ikke har formået at fastholde og udbygge sin videnskabelighed i sin praktiske tilgang til virkeligheden. Den har ladet sig bruge eller er uforvarende blevet brugt som religion. Den er med nogle andre ord blevet opfattet som dogme, hvad der væsentligst skyldes, at den er blevet opfattet med før-marxistiske briller, dvs. set som en idé, en filosofi, der søger virkeligheden, og ikke som et begrundet og begrundelig svar på en allerede given samfundsmæssig kontekst: den kapitalistiske.
Nu kan man ikke løse problemet ved at beskylde marxismen for, at det alene er dens problem, at socialisme og kommunisme er blevet opfattet ud fra det bestående systems egen form: dvs. som endnu en ny privatejendomsvariant, en eksklusiv gruppe eller særskilt stammeplatform for magttænkning. Men man må kunne kræve, at marxismen kan gøre rede for de samfundsmæssige forhold omkring, at det kan finde sted, når nu budskabet er et andet. Stillet op således er problemet, at mennesker i bestemte sociale systemer kan omgås forhold imellem sig på en "ikke adækvat" måde. To betragtninger hertil.
For det første er det ikke kun en problemstilling isoleret for socialismen og kommunismen; uret, det at handle forkert eller fejle, begås også "aktivt" i kærlighedens navn; og utallige er de religionsstridigheder, hvor mennesker myrder løs på hinanden.
Det er et spørgsmål om `uret i rettens navn`, og svaret herpå må selv indeholde uretten som pol, idet man ellers sætter sig uden for den allerede givne problemstilling.
Det svar Marx giver er klart: det er når det ikke er muligt at få øje på medmennesket i hinanden (Marx 73: "Økonomi og filosofi" i Villy Sørensen: "Karl Marx. Økonomi og filosofi. Ungdomsskrifter", Uglebøger), at det specifikt menneskelige, den sanselige virksomhed som kollektivt forhold (For en psykologi, opbygget i perspektivet af det marx`ske begreb om "sanselig virksomhed", se undertegnede i "Bevidst sanselig virksomhed", kapitel 7, samt "Et hjerte der slår", kapitel 13.8.), udebliver som samfundsmæssigt grundforhold; og herudfra er problemet de historisk udviklede betingelser, der betyder eksklusion af hinanden fra det menneskelige fællesskab. Og følges denne tråd, er det de stridigheder og splittelser mellem mennesker, der ikke følges op af en overgribende udvikling af de forhold, der stiller sig som uoverstigelige forhindringer for en fælles-menneskelig løsning heraf (For dette begreb, se "Kollektive forformer - fortid, nutid, fremtid ....", kapitel 8. Og for en kritik heraf, se Ejvind Riisgaard: "Lyksalighed?!", Forum Kritisk Psykologi nr.6-7/1990). Videre: det er ikke dét, at forhold stiller sig som uoverstigelige, der i sig selv er problemet. Den menneskelige eksistens er ikke uendelig. Men det er de forhold, som det smutter at gøre til genstand for fælles refleksion. Det er mao de opgaver, der ikke i tide stilles op eller konciperes som genstandsrelevante for de problemer, der i forvejen arbejdes med, og hvorigennem man kun delvis når hinanden som personlige individer.
Med dette havner man i en konfliktmodel, hvor det afgørende ikke er interessemodsigelser mellem mennesker i sociale systemer, men nærmere hvad det er for sanseforhold, der systematisk forsvinder mellem mennesker, og hvilke sociale betingelser, der betinger, at dette sker. Det er selvfølgelig stadig sanseforhold indenfor et konfliktfelt, men løsningen af disse konflikter må håndteres i retning en overvindelse af både private og offentlige retsmål, hvor der sanktioneres individuelle domme ud fra det oprindelige grundlag.
Dvs. i et perspektiv, hvor sociale strukturer, samfund, indrettes, så tingenes værdi som menneskelige betydningsforhold af relevans for hinanden er givet i kraft af selve den fælles omgang med dem. At brud på det fælles er upåagtsomhed, fordi der ikke tidligere fælles blev taget hold om betingelserne på tilstrækkelig måde. Perspektivet heri er at vende det hele om, så ikke det private, men det samfundsmæssige er grundlag for ret og uret.
For det andet kan man anskue problemstillingen ud fra, at den opstår når menneskelige interesser får lov at selvstændiggøre sig selv overfor eller i forhold til andre interesser i et eksklusivt udelukkelsesforhold. Man får kun .........