Papir om civilt søgsmål fra Gaderummet

Der skal svares på følgende:

1. Hvordan begrundes det, at man tilbageholdt midler fra Velfærdsministeriet og fratog dig lokalerne?
2. Hvad har du af indsigelser mod begrundelserne?
3. Hvad udgør dit tab?
4. Hvordan kan skaden genoprettes?

Det er nævnt i snakken om et nyt Gaderum, at der stadigt er et hængeparti af betydning, nemlig at der ikke blev indgivet et civilt søgsmål af Gaderummet, da Socialudvalget tog pengene fra Socialministeriet til sig selv. Det lå i det juridiske dengang, at vi skulle gøre det – hive Socialudvalget i retten – men vi så det som misforståelser, der kunne redes ud, herunder kritikken om de psykisk syge i Gaderummet – ”den voldsomt psykiske syge og den alvorligt psykisk syge”, der skulle være til stede under Tilsynets besøg, og som skulle være henholdt eller frataget psykofarmaka.

Det har ikke senere, trods henvendelse til Ombudsmanden og Statsforvaltningen,    været muligt at få dokumentation for denne påstand og kritik – og ja: Den skal    konstrueres for at findes! Men det er det centrale ankerpunkt mod Gaderummets praksis, et ankerpunkt der også samler de andre 5 påbud fra Socialfagligt Tilsyn ind i sig – og som Gaderummet blev lukket på, da det nægtede at ville indføre dem.

Se det på 40 sekunder: Fra Rådmandsgade Skole 14. maj 2007

Og på skrift: Klip fra side 2 i beslutningsprotokollen 2.maj 2007, ordinært møde, Socialudvalget Københavns Kommune.

I dette ligger også noget meget vigtigt eller principielt, det psykiatriske krav, gentaget af Socialfagligt Tilsyn, om medicinering i Gaderummet, at der ikke er lovhjemmel for dette udenfor hospitalspsykiatrien (Siden er der, et par år efter dette, indført en forsøgsordning forskellige steder i landet om ”ambulant tvangsmedicinering udenfor hospitalspsykiatrien”).  Alligevel skal – eller skulle – Gaderummet puttes ned i denne ramme, og ud fra en psykiatrisk konsulent – med under en time om ugen i Gaderummet, ud fra et gennemsnit af deltagelse i arbejdet over al tid – og dette trods at Gaderummet havde en væsentlig anden praksis, netop en praksis for de der ikke kunne profitere af psykiatri, eller andre instanser. Og det var denne praksis, som Gaderummet havde fået midler på grundlag af, fra Socialministeriet. En praksis hvor psykiatri kunne vælges fra! Og  en praksis, der havde vist sig at virke.

Ombudsmandens sidste svar på vores henvendelse er desværre    meget symptomatisk. Der skrives:

” at han ikke har den lægelige fagkundskab som er nødvendig for at vurdere om Gaderummet eller Hvidovre Hospitals holdning til behandlingen af de unge er den fagligt rigtigste og mest forsvarlige” (s.2) i ”2010-06-01 Ombudsmanden. Lukningen af Gaderummet”.

Ombudsmanden giver således “den lægelige fagkundskab” en indiskutabel overdommerfunktion for det psykologiske også. Det er ord mod ord, men i en magtsammenhæng. Synd for os, at Ombudsmanden ikke valgte at grave en tand dybere i ordene fra psykiatrisk side!

Altså at lægevidenskaben bestemmer over sig selv og over det psykologiske arbejde. Men selv med denne stærkt betvivlelige præmis er der stadig hul, en mega rest, nemlig aktørerne, subjekterne og de menneskelige skæbner. Og enten lyver psykiateren,  eller også lyver det Socialfaglige Tilsyn, eller også lyver de tilsammen! Og hvad de sagde, brugte Socialudvalget selvfølgelig.

I samme periode hvor Gaderummet gjorde indsigelser mod Socialfaglig Tilsynsrapport, opstod der store sager om svigt fra Socialfaglige Tilsyn på flere forskellige bosteder i kommunen, fx ”Tokanten”.  Sagerne var reelle, havde stået på over mange år. De tilsynsførende havde fejlet, hvad vi også mente de havde i Gaderummets tilfælde, men det fik ingen plads eller betydning!

Der er sket så megen skade på forfærdeligt mange – sårbare – unge med Socialudvalgets overgreb på Gaderummets arbejde, at jeg synes, at alle der har været med i processen, lige meget på hvilken måde, skulle prøve at svare på de 4 spørgsmål. Dine betragtninger om punkterne, lige meget hvor fjerne de umiddelbart synes at være til sagen, tekniske eller andet. Svarene vil blive skrevet sammen til advokat.

Punkterne igen:

1. Hvordan begrundes det, at man tilbageholdt midler fra Velfærdsministeriet og fratog dig lokalerne?
2. Hvad har du af indsigelser mod begrundelserne?
3. Hvad udgør dit tab?
4. Hvordan kan skaden genoprettes?

Du kan skrive dine betragtninger i diskretion eller anonymt på e-mail info@gaderummet.dk,

eller bruge bloggen på www.gaderummet.com/fortid-rest, hvis du vil dele dem med andre.

/ Kalle

Uncategorized

Leave a Reply